"Vi er blevet meget rige på oplevelser med ponyerne.."

 

 

Denne artikel blev bragt i Welshinfo, december 2006

 

... og welshavlen kan være stolte over de yngre mønstrer bl.a. 13-årige Simon Jørgensen, som viste flere ponyer med stor indsigt. En noget ung fagmand” Citat Susan Hellum Norge, Welsh-info nr. 30 

” I bliver nød til at sætte jer ind i hvordan man stiller op inde i ringen f.eks. skal man undgå st stå i vejen for bedømmelsen; man møder op foran dommeren; trækker frem når navnet bliver råbt op, f.eks når man har vundet et championat etc. Prøv f.eks at følge Simon og Helle fra stutteri Fjordglimt, når de er i ringen” Nødråb fra steward Ann Louise Jørgensen, Welsh-info nr. 22. 

 

Hvad varmer mere end at se disse ord stå i Welsh-info? Nogen må da have lagt mærke til os? Mange siger at 50 % er ponyens foderstand og klargøring og de resterende 50 % er fremvisningen? Kan det nu være rigtigt?

Først en meget kort beskrivelse: Stutteri ligger ca. 12. km nord fra Vejle, et lille stykke fra hovedvejen til Juelsminde. Og avler shetlandsponyer og welsh sec A, C og D. Familien Fjordglimt består af 3 børn, Simon på 14 år, Rene på 18 år og Helle på 20 år og de kære forældre Lene og Jakob, som til dagligt har en travl hverdag med spedition og følgebiler.

 

Alt har en begyndelse...

 

For at starte helt fra begyndelsen så købte vi i 1989 landejendommen, hvor vi dagen i dag stadigvæk bor. Dengang var det en meget gammel landejendom, så vi rev det hele ned og nyt hus blev bygget op. Vores dejlige ejendom fik uden tvivl navnet Fjordglimt, idet vi fra vores terasse kunne glimte Vejle fjord. Mens byggeriet stod på fik vores datter Helle hendes største ønske opfyldt – Den kridhvide shetlænder hoppe Monica blev købt, så derfor blev stalden med 9 små bokse også bygget.

Monica var ikke en hvilken som helst pony, - med i købet fik vi nemlig også papir og et føl i maven. Men hvad skulle vi dog bruge papir til? Som mange andre fandt vi hurtigt ud af hvad de betød og i 1990 deltog vi første gang på fyns plageskue.

 

 

Den først welsh var en sec. B

 

Vores bestand med shetlændere voksede hurtigt med årerne og i 1992 deltog vi for første gang på Landsskuet i Herning med et par shetlændere, og opnåede i øvrigt 23 point med Monaco – et afkom af Monica. I foråret 1993 deltog vi igen på fyns plagskue, og her så vi smukke welshponyer. Far har altid haft en drøm om at få en welsh, da Brd. Michelsen (fra Hedensted) i hans barndom havde rigtig mange smukke welshponyer. På plagskuet blev den første welsh købt – en skimlede sec. B hoppe; Skovbjergs Enfa. I 1994 deltig vi igen på Landsskuet, og under de tre dejlige dage på Landsskuet kom vi i kontakt med Jette Laursen fra Stutteri Bjerregård. Hun fortalte om et stutteri på Amager, hvor de havde mange ponyer tilsalg pga. pladsmangel. Vi kontaktede med det samme Ole og Ulla Andersen og faktisk allerede samme eftermiddag ankom vi til stutteri Pegasus. Vi købte en pæn flok welsh mountain ponyer, heriblandt hingsten Mosedragets Rex (Twyford Calypso x Elmevangens Bellis) og superhoppen Ræveskiftetes Julia WMH 798 (Coed Coch Helgi x Llanerch Jade), og hendes søn Pegasus Jewel, efter Mosedragets Rex,) samt mange andre dejlige dyr. Vores grundstamme var nu lagt. Nu da vi havde købt super hingsten Rex, så mente mange at han absolut også måtte deltage i det Internationale show i Schweiz i 1994, så uden den større viden om hverken det ene eller anden, så drog vi afsted. Men med hjælp fra stutteri Bjerregaard, så resulterede det i at Rex vandt sin veteranklasse, og vores første røde rosette med en welsh kom i hus. Kunne man være mere stolt?

Alle ponyerne vi købte af Pegaus er mere eller midre i andres hænder nu, det er kun Julia som ”Still going strong” herhjemme og her bliver hun. Julia har altid været hele familiens pony, man kan så at sige at hun er ”gået lidt på omgang”. Først var det Helle der fremviste hende, hvor hun blev BIS ved det tyske bundesshow i 1997. Efterfølgende tog Rene over for en stund, og endelig mønstrede Simon, på fornemmeste vis, hende frem til titlen reserve BIS ved årets kåring i 2002. Inga, du ved i hvert fald hvor meget Julia betyder for os! - Tusind tak for en super dejlig pony. I 1997 lavede vi lidt at en linje avl, for som Henning Rasmussen altid sagde, så måtte man gerne prøve det én gang. Derfor bedækkede vi Julia med hendes søn Pegasus Jewel, og året efter kom det smukkeste skimlede føl. Vi har fået meget kritik af Anna Åby, idet vi kaldte føllet Fjordglimts Barbie Girl, for som hun siger, så er det mest rigtigt at man altid lader føllets navn starte med moderens forbogstav. Men det er ikke helt tilfældigt at Barbie Girl kom til at hedde sådan – 1998 var nemlig året hvor popgruppen Aqua med sangen ”I’m a Barbie Girl....” toppede over hele verden, så derfor var det jo meget indlysende at hun skulle opkaldes efter denne sang. Barbie Girl er iøvrigt kåret i 1. klasse, og fået mange fine resultater siden hun var føl. Størst af alle er dog, med sine ”kun” 23 point, titlen Landsskuets bedste følhoppe på Landsskuet i Herning i 2005.

 

I efteråret 1996 tog vi til Menai auktionen og her blev købt en god potion ponyer. B.la. super hingsten H-S Martino (Menai Sparkling Magic x Winston Morwena), sec. D hoppen Lasgrug Ffay (Menai Sparkling Comet x Clydogau Cleopatra), sec. D hoppen Deutheur Wenna (Menai Sparkling Comet x Ross Derwena) samt mange andre dejlige ponyerne.

H-S Martino er et kapitel for sig selv! Han var stjernen, han er stjernen og vil altid være stjernen!….Rød med fire hvide sokker, ja, de var jo næsten som malet på. Vi havde desværre kun glæden af ham i to år, da han efter pludselig sygdom, som vi aldrig har fundet ud af hvad var, døde. Heldigvis fik vi tappet noget sæd fra ham og i de efterfølgende år prøvede vi forgæves at inciminere den ene hoppe, efter den anden. Langt om længe blev Rhandri Ifanna (Cippyn Red Flyer x Rhandri Cymraes) i fol og vi fik det efterfølgende år en nærmest tro kopi af Martino. Derfor opkaldte vi selvfølgelig føllet; Fjordglimts Martino WDH 42. F. Martino har ikke helt fuldt hans far i hælene med de mange resultater, men har heller ikke rigtigt haft chancen for det. F. Martino er dog en skøn erstatning for tabet af Royal Welsh vinderen H-S Martino.

Lasgrug Ffay er ligeså et kapitel for sig selv. Hun var bare den dejligste stille og rolige hoppe man kunne ønske sig, selvom det måske til tider var lidt for meget af det gode. En showhoppe var hun måske ikke. Men igen mistede vi noget at det bedste, kan det dog blive ved? Midt i en foling måtte dyrlægen desværre sprøjte hende ned – føllet lå fuldstændig på tværs. Pt. har vi dog et afkom efter hende, men slet ikke den samme kaliber.  

 

Deytheur Wenna var ikke nogen stjerne hoppe, men avle det kunne hun, og det er Fjordglimts Sir Johnson, efter Menai Sparkling Magic, og Fjordglimts Mr. Watson, efter Menai Sparkling Midas, gode eksempler på. Johnson er dog kun kåret i 2A, men i showringen har han vist stort potentiale. Det er blevet til et par 24 point et par gange, og ikke mindst titlen Skuets bedste hingst i Horsens i 2004 osv. Ikke nok med det har han også selv videregivet mange af hans kvaliteter og det må siges været lykkedes, kig bare på super hoppen Valhallas Hazel. Vender vi tilbage til Mr. Watson, så har han fuldt godt trop i hans storebrors fodspor. Wenna døde af kræft det år Watson var føl, så han blev flasket op og klarede det rigtigt godt. Han var vores så at sige familiens 4 barn i den tid. Vi tog ham derfor med til det årlige følskue på Fyn, hvor han simpelthen bare var en charmetrold og det resulterede i, at han løb med titlen Skuets bedste hingsteføl. Her i foråret blev Watson meget syg, og måtte en tur på dyrehospital hvor vi var ved at miste ham. Han kom heldigvis lidt ovenpå igen, men er pt. stadigvæk ikke helt på mærkerne i hans bevægelse.

 

I foråret 1997 blev sec. D hoppen H-S Iona (Menai Sparkling Magic x Gwarcoed Iaarlles) og den 1-årige sec. A hingst Menai Little Oak (Bengad Damusk Oak x Menai Silver Miss Muffin) indkøbt og vi tilmeldte samme år dem begge til Fyns plagskue, hvor de rent faktisk gik hen og blev henholdsvis BIS og reserve BIS. God start må man sige… Iona deltog året efter ved det Internationale show i Sverige, og blev i øvrigt Junior Champion sec. D, og på samme tid vandt vi junior championatet for A’erne med den nyindkøbte sec. A hingst Betws Pryderi. Så hvad der blev drukket den aften, kan I jo nok gætte jer til. Iona befinder sig i dag højst sandsynlig som ridepony, da det ikke lykkedes os at sætte hende i fole, og så havde vi desværre ikke meget at bruge hende til – trods hun er kåret i 1 klasse, og har vundet meget herhjemme og i udlandet.

For at vende tilbage til Menai Little Oak, så døde han desværre dette forår. Men Little Oak vil blive husket ikke mindst for hans gøren i showringen og hans avlsværdier. Størst var dog, da han vandt årets kåring i 2003, og et af hans afkom kan du læse mere om længere nede.

 

Springbourne Carmen (Springbourne Caraway x Springbourne Ceinion) er endnu en af vores dejlige 1. klasses sec. A hopper. Den 15-årige hoppe købte vi på Fayre Oak Sale i efteråret 1997. Carmen har vi, ligesom Julia, deles lidt om, men i starten var det nok mest Renés pony. Carmen har næste hvert år været ”leveringsdygtig” med skønne føl og i 2000 fik hun charmetrolden over alle charmetrolde Fjordglimts Mr. Carnival, (efter Menai Little Oak) – som I jo nok alle sammen kender ret godt i dag! Lige fra føl har han vist særdeles gode gangarter og med det når man langt, det har vi da i hvert fald fundet ud af. Bare i år har han vundet hele fem titler!!! Skuets bedste hingst på Det Østjyske Fællesskue i Horsens, Skuets bedste Hest på Hobro dyrskue, Reserve BIS ved Jysk Sommmershow, BIS ved Welsh ponyens dag på Sjælland, og endelig sluttede han denne sæson af med titlen Skuets bedste hingst på Kimbrerskuet i Aars. Behøver vi nævne mere? Ja.. faktisk… Avlsmæssigt har Carnival netop dette efterår bevidst at han også kan avle dejlige føl. Vi har selv i år fået 2 dejlige hingsteføl. Det ene Fjordglimts Mr. Basso, efter Fjordglimts Barbie Girl, vandt på Fyns følskue titlen Skuets bedste hingsteføl. Så man må sige at næste generation er godt på vej…. 

 

Anden nyeste skud af sec. A hingste er den røde 3-årige Dukeshill Carlos (Dukeshills Action Man x Cammac  Crystal) som til dette års kåring blev kåret i 1. klasse, dagens hingst, juniorchampion, Hingstechampion samt reserve champion sec. A. Vi købte han til dels pga. tabet at Little Oak, men også fordi Jakob altid har haft et godt øje til røde ponyer med 4 hvide sokker (Ta´ et kig på billedet med H-S Martino) i den store afdeling, så hvorfor ikke prøve det i den lille afdeling ligeså?

Det nyeste skud er så den 2-årige flyvende skimlede Menai DayBreak (Knolton Daylight x Menai Seren Arian) som vi købte på dette års Menai auktion. Så man kan sige at vi hingste-mæssigt ikke kan være bedre med end nu, men det skal fremtiden selvfølgelig også være med til afgøre… 

 

 

… og så lød den danske national melodi!

 

Starten på vores sec. C avl var egentlig lidt tilfældigt. På Menai auktionen i 1996 købte vi nemlig også sec. C hingsten Menai William (Menai Sparkling Magic x Menai Anna), da den med sin røde farve og de fine sokker fangede vores blik og måtte med hjem. Vi havde meget glæde af ham og vi udstillede ham et par gange hvor det gik okay. Herhjemme red vi også en smule på, han var en dejlig, stille og rolig hingst, dog lidt for lille af en sec. C at være, derfor blev han igen solgt.

I efteråret 1999 var hele familien en tur i Wales, hvor vi var på besøg hos Menai stutteriet, og blandt de mange ponyer løb det charmerende kulsorte hingsteføl Menai Cadernid rundt. Det var bare noget i ham, som sagde os noget, og ja.. det var der selvfølgelig også. Hans far var selvfølgelig H-S Martino, så ham måtte vi bare have med hjem. Men hvad skulle vi nu kun med en hingst? Han skulle jo næsten have en hoppe at gå med, og så kunne vi måske også begynde at avle lidt sec. C og se om det var noget. Vi købte derfor på samme tid den dejlige røde hoppe; Menai Lady Georgina (Parcybedw Boy George x Menai Lady Conspicious). Nu havde vi, synes vi selv, et meget godt udgangspunkt til at begynde at avle lidt sec. C ponyer og se hvad det ville udvikle sig til. Og det lykkedes... I april måned 2002 fik Lady Gerogina det røde stjerne føl; Fjordglimts Miss Georgina. Allerede inden for den første uge var hun bare flyvende på marken med halen lige i vejret. Som føl blev hun udstillet fire gange og alle fire gange fik hun meget positive ord med på vejen - og ikke nok med det blev det også til et par reserve championater. God start! Succen fortsatte... 2004 var et ubeskriveligt år, Miss Georgina blev udstillet i alt 9 gange, og de 7 gange var det på fløjen. Hvad mere kunne man ønske sig? Jo, titlen som Skuets Bedste 2-års hoppe på Horsens Dyrskue, - Ungdyrschampion af alle sectioner samt sec. C champion på Bjärsjölgård i Sverige, - Sec. C champion til Jysk Sommershow samt Plagskue i Brovst, - Endnu en Supreme ungdyrschampionat titel på Riksudstilling i Sverige og endelig i 2004 gjorde hun hele familien meget stolte og glade!!! – Før første gang opnåede vi de maximumme 24 point på Landsskuet i Herning med en Welsh, og så oveni købet med en 2 års hoppe med eget navn foran. Kunne man ønske sig mere? Man burde i hvert fald skamme sig hvis man gjorde! Hele familiens øjesten fortsatte succen... I 2005 blev hun nr. 1 i klassen ved det Internationale show i Belgien, og ikke nok med det endte det med et ungdyrschampionat sec. C. Far og datter var meget stolte og rørte da de spillede den danske national melodi og fotografterne kunne ikke komme til, for at tage billede. Et abosolut stort højdepunkt i vores tid som avlere. Miss Georgina afsluttede 2005 på bedste vis til årets kåring – Hun opnåede kåring i 1. klasse og titlerne ungdyrs-, hoppe-, samt overall champion sec. C!! Vi kan snart ikke få hænderne ned... Miss Georgina har i hvert fald bevist at vores valg af grundstamme ikke helt har været et skud i tågen...

Siden 2002 har Menai Lady Georgina hvert år leveret smukke typefaste føl af begge køn. Det sjove er farve sammensætningen, som er blevet til en rød, en kulsort og de seneste 3 år har hun leveret 3 palomino føl! Hvad siger I så? Man må sige at hun har gjort det godt! Da vi nu har fået en del føl efter Cadernid og Lady Georgina har vi set os nødsaget til at udvide horrisonten lidt, derfor har vi her i efteråret i 2006 lejet Rookery Full Moon (Synod Roger x Craven Fancy Lady) for en 2-årige periode. På denne måde håber vi har komme et skridt videre med vores sec. C avl. Derfor sender vi Cadernid tilbage til Menai i den tid vi har lejet Full Moon. Vi glæder os i hvert fald til at se hvad fremtiden bringer....

 

Aktiv stutteri i godt 14 år

 

Vi har nu været med i welsh foreningen i godt 14 år. Det har indtil nu været en meget lærerig, spændende, sjovt og ikke mindst en dejlig tid, hvor vi har fået os rigtige mange gode venner og bekendtskaber. Tak for de mange gode timer, vi håber selvfølgelig at det vil fortsætte! Selvom vi jo nok stadigvæk befinder os blandt de nyere avler, så synes vi selv at vi er nået langt med ponyer af eget avl. Vi har altid deltaget meget aktivt i mange arrangementer såvel herhjemme som i udlandet. Det var fortællingen om vores ”lille” familie stutteri, - ikke alle ponyerne var nævnt, for så ville det tage uendelig lang tid. Det kan godt ske at det var noget af en ”blærerøvs” fortælling, men det er faktisk sand fakta! Og det kan godt ske, at vi altid kommer i store lastbiler og ikke mindst indkøber mange ponyer hele tiden, og ja, det har måske nok kostet en del penge, men penge? Det hele skal jo ikke gøres op i penge – Vi er i stedet for blevet meget rige på dejlige oplevelser og stunder med vores ponyer, og for os er det meget vigtigere…. Det varmer da helt klart at læse og høre jeres kommentar til vores mønstring og fremvisning, for så må I da have lagt mærke til os og det skal så også siges at vi faktisk har vundet flere end mange mønstringskonkurrencer gennem tiden, heriblandt vinder af Hestens Værns mønstringspræmie hele fire gange.

Det kan godt ske at man kan købe sig til mange ting, men påstanden om at 50 % er ponyens fordrestand og 50 % er mønstringen – den holder vi fast på. Er man selv bare lidt opmærksom når det gælder, så kan det mange gange være med til at man rykke en eller måske fem pladser op eller måske går hen og vinder det hele?! Og er den dyre pony ikke i optimal fordrestand eller ordentlig klargjort, ja så kan man godt ”pakke sammen”. Det har vi lært! Skulle der være spørgsmål eller kommentar til denne artikel, er du meget velkommen til at kontakte os.

Familien Fjordglimt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Stutteri Fjordglimt